Ya got trouble

[Deleted]

Tag: Tavis Lan Cooper

Flabet, lille møgunge. Hvor svært kunne det være at opføre sig ordentligt? Og så svært var det sgu heller ikke at komme til tiden, det skulle han meget gerne skrive under på. Selv var han jo så afhængig af sit lommeur, at flere af eleverne var ved at få fnat over det. Men det havde så til gengæld også opfordret mange af eleverne til at komme til tiden. Så var han sådan set også ligeglad med, hvor meget de hadede det ur.
Da drengen var kommet så meget for sent til timen, at den faktisk nær var slut, var Levis tråd blevet klippet. Han havde givet drengen en eftersidning og beordret ham til at møde op ude på den store gårdsplads klokken 21:00:00, eftersom det var der, udgangsforbuddet gik til, og han ønskede ikke, at de skulle blive forstyrret. Den ungen mand var nemlig gået glip af en yderst brugbar lektion omkring duelleringsbesværgelser. Men det var jo noget så synd, at han skulle gå glip af et så spændende emne. Levi, der jo tidligere havde duelleret på et professionelt plan i ni år, havde det i hvert fald på denne måde. Og da han ikke var fan af eftersidninger, hvor eleverne ikke lærte en pind, så havde han da også fået udformet sin egen lille ting for denne gang. Sådan gjorde han det sædvanligvis altid med eleverne, og det så da ud til at virke. Der var i hvert fald aldrig særlig mange, der kom tilbage for at få sig en til i hans magt.
Klokken var nu 20:55:38, så drengen havde endnu lidt under et minut til at løbe på. Levi stod allerede klar, da han ville sikre sig, at møgungen var der til tiden, hvilket han tvivlede på ville ske. men forhåbentlig ville denne lille ekstra lektion for at til at tænke sig lidt bedre om, næste gang han besluttede sig for at være respektløs over for en lærer.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis sad i sin opholdsstue, han havde tilbragt hele aftenen, i spisesalen hvor ham og hans flok af venner og bekendte. Havde overtaget et af langbordene, de havde siddet og snakket om alt mellem himmel og jord, både om hvilke lære de ikke kunne fordrage, og om hvilke kærestepar der var på skolen her for tiden. Men det var slut nu, han sad fuldkommen alene i opholdstuen og stirrede ind i pejsen med trætte øjne. Hans venner var gået op, for at gøre sig klar til at sove, men det kunne Tavis ikke, for han skulle til eftersidningen hos den sindsyge Wolf professor. Noget han langt fra var glad for, han ville meget heller gå op og sove, end at skulle møde sin profesoor udenfor, hvor hans straf skulle afsonses, hvad end det så var læren havde fundet på. Tavis havde haft eftersending hos ham engang før, men det var for et år siden, ellers havde han haft mange eftersidninger hos de andre ansatte på skolen. Han var kendt som en af de populære, men også skolens regelbryder, han havde haft mange eftersidninger igennem sin skoletid, derudover var han kendt for. At have været oppe og slås med en fra Quidditch holdet dengang, han selv var en del af det, det var endt med at begge drenge blev indlagt på hospitals fløjen, og drengen han havde kæmpet imod, skiftede skole kort tid efter. Så ja Tavis var en knægt de fleste kendte til, men han havde heller ikke haft et nemt liv, og det var nok derfor han var som han er. Hans forældre forsvandt på mystisk vis, under hans 6 års fødselsdag, og ligesiden har han intet hørt fra dem, og han flyttede hjem til hans fars bedste ven. En general i det britiske militær og en meget hård mand. Tavis var iført et par jeans, en langærmet sort bluse og hans hufflepuff kappe, samt hans sko. Lige nu sad han og vendte på, at tiden nærmede sig, så han kunne få overstået sin straf og komme tilbage i seng. Tavis kom først lige præcis 4 minutter forsent, stod han overfor professoren. Han stirrede køligt på ham, dog var hans blik også en anelse træt da det havde været en lang dag. Tavis lagde armene over kors, og så afventende på ham " kan vi få det overstået? jeg vil rent faktisk gerne i seng" vrissede han flabet.  

[Deleted]

Hvordan kunne det egentlig være, at eleverne ikke bare opførte sig ordentligt? Det var han udmærket klar over, at de ikke engang selv vidste. Han havde også være en rod engang, indtil han var blevet sendt på børnehjem og derefter var kommet i en plejefamilie hos en fuser med god forstand på varulve, der hjalp ham til at kontrollere det. Men det var lidt hans undskyldning. Han havde en form for sygdom, som der ikke fandtes medicin til, og som han aldrig havde lært at styre. Men efter han så havde lært det, var han jo blevet til en mønsterelev. Men det var først noget, han havde indset senere, da han havde lært det. Hvis nogen havde spurgt ham, hvorfor ham egentlig opførte sig, som han gjorde dengang, så havde han ikke anet, hvad han skulle sige til dem. Men med det på hylden som en lovlig undskyldning, tilgav han lidt sig selv for det, selvom han stadig var flov over den opførsel. Dog skulle det ikke forhindre ham i at stille eleverne nøjagtigt det samme spørgsmål. Hvorfor gjorde du egentlig det? Det vidste aldrig, hvad de skulle sige. Nogle var hurtige og kom med en kvik kommentar, mens andre kunne stå og tænkte i flere minutter, inden de endelig sagde et eller andet, der ikke gav mening, selvom tænketiden allerede havde afsløret dem. Sandheden var jo, at de egentlig ikke rigtig havde nogen god grund til det og heller ikke selv vidste, hvorfor de gjorde, som de gjorde.
Levi løftede blot en uimponeret øjenbryn ved drengens dårlige forsøg på at få ham til at miste tålmodigheden. Derudover ignorerede han den blot. Han gad ikke spilde sin dyrebaretid på barnligt pjat, når den egentlige eftersidning kunne blive overstået på den tid for ærlig talt, så gad han faktisk heller ikke. Levi fremdrog sin stav fra sin lomme. "Træk din stav," sagde han koldt og afventede, at drengen skulle følge hans ordre.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis så sig kort omkring, ærligtalt kunne han ikke gætte sig til, hvad han skulle lave. Men han kendte dog Wolf og vidste, at den mand kunne finde på mange ting, hans venner havde endda advaret ham imod at svare manden igen. Men Tavis havde blot svaret at han ikke var bange for ham, lige meget hvad, han havde lovet dem at fortælle om denne eftersidning imorgen for alle var åbenbart nysgerrig over hvad han havde lavet. Tavis vendte igen blikket imod ham, hævede et øjenbryn da manden trak sin stav, og beordrede at, Tavis også skulle tage sin frem. Han fnøs let " og hvad skal jeg så med den?"spurgte han, stadig med en irreterrede stemme, men dog tog han aflivelet sin Tryllestav frem, og knugede den i sin hånd. Tavis var vel født til at være en ballademager? allerede i børnehaven havde han været en rod, han styrede legepladsen og hvis de andre ikke gjorde som han sagde, fik de slag, spark, bid, spyt eller skub, han havde været i skammekrogen mange gange. Men hans forældre havde ikke rigtig gjord noget ved det, de regnede med han voksede fra det, selvom det være med årene, dog blev han mindre voldelig. Men til gengæld begyndet han at træde på reglerne, selv der hjemme fik han ofte skideballer af Bill hans plejefar, men lige meget hvor mange straffe han fik, hjalp det ham ikke, han ændre sig ikke spor. Alt det med hans forældres forsvinden, havde taget for hårdt på ham, og manglen på opdragelse fra han var ung, havde desværre sat sine spor. Tavis lagde armene over kors, imens han holdt sin stav, og kiggede på manden overfor sig, ventede utålmodigt på at kunne få dette overstået, hvad end det nu var han skulle lave? Han håbede på at det ikke var rengøring, men det så nu heller ikke ud til at der var noget at gøre rent, så hans næste tanke faldt på at han venner havde nævnt noget med at de havde snakket om duelleringsbesværgelser i klassen, så måske var det han skulle ? men dog håbede han ikke på det. For han regnede ikke med at han ville være god, selvom han var hurtig til bens " skal vi få det overstået?"spurgt han så, hvorefter han åbenlyst gabte og provokerende, han ville ihvertfald ikke opføre sig ordenligt overfor denne mand! 

[Deleted]

Drengens opførsel rørte faktisk ikke Levi det fjerneste. Jo, selvfølgelig irriterede det ham til en vis grad, men det var ikke noget, der ville kunne ændre på det eller uændrende ansigtsudtryk. En ting, der så til gengæld havde en tendens til at genere eleverne. Og specielt sådan nogle som ham, der syntes det var åh så morsomt at opføre sig som et børnehavebarn. Hele idéen bag deres tåbelige forsøg på at stimulere deres små hjerne var jo i bund og grund, at de gerne ville provokere autoriteterne og have en eller anden form for reaktion fra dem. At de så overhovedet ikke fik en fra Levi havde det med at irritere dem grænseløst. Så fortsatte de altid bare til det punkt, hvor de ikke havde noget bare halvt fornuftigt svar igen, og dér havde de allerede tabt. Det var nemlig det eneste, de kunne få fra denne professor. Det var spydige bemærkninger, som altid pillede dem ned med det samme, for ikke nok med, at de ikke ventede sådan nogle kommetarer fra deres lærere, men også fordi, de ofte troede, at de var så meget bedre end andre, at de aldrig tog sig tid til at tænke over, hvad de sagde. Én ting var i hvert fald sikker, og det var, at Levi aldrig havde tabt på dette grundlag til nogen anden. Om det var en elev eller en på hans egen alder, det var lige meget. Han vandt altid dette spil.
Levi himlede med øjnene. "Tænk dig om, Cooper, det ville klæde dig at bruge hovedet bare engang imellem," sagde han ligegyldigt, hvorefter han placerede sig med passende afstand til drengen. "Vi skal se, hvor meget du egentlig har fået ud af at gå glip af en time med duelleringsegnede besværgelser." Levi var på ingen måde bange for at gå derhen med eleverne. Specielt ikke, når de havde fortjent det.
"Det er kun dig, vi venter på," bemærkede han, da han selv stod klar til at begynde en duel med staven i rette position og nu kun ventede på den slatne mide foran sig.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis stirrede på ham, han havde aldrig helt forstået den mand, og hans mangel på ansigtsudtryk. Dog var han ligeglad, det stoppede ham ikke, han ville gå så langt som overhoved muligt, for at få bare et eller andet udtryk frem. Han holdt armene forsat over kors, imens han stirrede på sin lærer, og overvejede kort rektors ord. Hvis han skulle tilbage på quidditch holde næste år, skulle han holde sig ude af problemer, lave lektier og snakke pænt til lærerene. Men det gik jo allerede skævt nu, for dette var anden eftersidning på to uger, og lektierne havde han kun fået lavet en af, så der var ikke de store fremskridt. Desuden ville lærerene nok, fortælle hende, at han endnu engang har skabt problemer for sig selv, og hans chance ville derfor også skrumpe ind. Tavis skubbede tanken væk, og fokusrede igen på Wolf, det andet nytte jo ikke noget. Han fnøs køligt " jeg brug mit hoved!" svarede han hurtigt, manden skulle ikke stå og kalde ham dum, for det var han dog ikke. Han brugte vel bare sit hoved, til de forkert ting, og ikke til skolesager som han burde, han burde jo faktisk være i fuld gang med at forberede sig til eksamenerne, ligesom alle hans venner. Men han havde ikke engang kiggede på dem endnu, det måtte vente, til en uge før. Tavis hævede et øjenbryn, da han trådte længer væk fra Tavis, duellering? var det de skulle ? men han kendte jo nærmest kun til Lammer og protego, for de andre besværgelser havde han jo misset fordi han kom for sent. Han vidste allerede nu, at dette nok ville gøre ondt, men han gav ikke op og han ændre ikke hans kolde blik, den mand skulle ikke få ham ned med nakken! Tavis rykkede sig så selv tilbage, og stillede sig på sammen måde som professoren, imens han nøje så på ham " nu er det dig vi venter på" svarede han så flabet tilbage, før han sendte en lammer afsted imod ham. Dog vidste han, at den nok ikke ligfrem ville ramme, og han gjorde sig klar til at beskytte sig selv, så godt han nu kunne. Manden skulle ikke få ham, uden kamp, om han så skulle kravle til sidst ville han ikke overgive sig ! Tavis var en stædig gut, og han var typen der aldrig anerkedenede et nederlag. 

[Deleted]

"Hvilket blot gør det hele så meget desto mere trist," svarede Levi blot igen som en afslutning på den diskussion. Drengen havde aldrig været til eftersidning hos Levi før, så han skulle nok snart lære, at der ikke var nogen kære mor. Levi fandt sig ikke i noget som helst, og det var det, der fungerede bedst. Der var faktisk mange elever, der var direkte bange for ham, fordi han havde sådan en udstråling, og de selvfølgelig havde hørt rygter. Dengang han lige var blevet ansat som lærer i Besværgelser, der skulle nogle af eleverne jo selvfølgelig prøve ham af, og det var ikke så længe siden, at de historier stadig flød rundt blandt eleverne. Desuden havde han en fortid som duellist, og da han først fik jobskiftet til lærer i Forsvar Mod Mørkets Kræfter i stedet, der begyndte ærefrygten for alvor at spirre blandt eleverne. Det fleste lærte i hvert fald hurtigt, at de ikke skulle komme ham på tværs. Og drengen her havde jo også gået der, da han blev ansat, så han måtte vel også have hørt rygter dengang, eftersom han først besluttede sig for at forsøge sig med at prøve ham af nu.
Levi skulle i et kort øjeblik til at forsvare sig, men ændrede så hurtigt mening igen, at man slet ikke kunne se på ham, at tanken havde været der. Besværgelsen, der fløj imod ham, var nemlig så skæv, at han allerede kunne se på afstand, at den ville flyve ved siden af. Han stod urokkeligt og kneb øjnene en smule sammen, som han så på knægten foran sig. "Faktisk," begyndte ham med en faretruende, silkeblød stemme. "Så er det ikke den korrekte måde at starte en duel på... Men hvis du ville spille unfair. Så lad og spille unfair." Levi havde ni år med professionel duellering bag sig, så han var udmærket klar over, at hans modstander ikke havde den fjerneste chance for så meget som at snitte ham med en besværgelse, og det skulle han også nok snart selv finde ud af.
Man kunne høre et skrab hen over stenene, som Levi satte af i løb hen omkring drengen, mens han konstant skød besværgelser efter ham med hun en meters mellemrum til hver, så han ikke ville have en chance for at forsvare sig. Det var dog kun ufarlige Rictusempera'er, men disse ville alligevel være nok til, at han ikke ville kunne gøre yderligere.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis havde ikke været til eftersidning hos ham før, men han havde dog for en uge siden været til eftersidning, hos mandens fætter som var overhoved for Ravenclaw. Det havde været på grund, af hans sprogbrug overfor ham, og havde dermed kostet ham en lang eftersidning på biblioteket, langt fra spænende. Nu var turen så kommet til Professor Wolf, endnu en af de folk han ikke kunne fordrage, og følelsen var tydelig vis gengældt. Tavis havde hørt om rygterne omkring Wolf, hans venner havde morede sig med at fortælle dem, ligeså snart Tavis havde nævnt eftersidningen. Men rygterne skræmmende ham ikke væk, for ærlig talt troede han ikke på dem, den mand kunne da ikke være så slem? Tavis følte sig ihvertfald ikke truet af ham. Tavis stirrede på den missende besværgelse, virkelig flot start og han vidste nærmest allerede nu, at han ville tabe. Men han ville kæmpe så længe som overhoved mulig, om han så skulle kravle til sidst gav han ikke op! Tavis stillede sig klar igen, fnøs koldt " siden hvornår følger jeg reglerne ?"spurgte han provokerende, imens han hævede det ene øjenbryn, desuden kendte han ikke helt til den korrekte måde, men noget sagde ham at det nok havde været det smarteste. Især nu hvor manden satte i løb imod ham, Tavis stod en anelse forstenet, men råbte så " Protego" så tydeligt som mulig, og et kort skjold skød frem, men forsvandt dog hurtigt igen. Fordi det var et af de hurtige, og dermed ikke et perment skjold. Det endte også dermed, at Tavis blev overfaldet af besværgelser, og mistede fuldkommen fokus. Fordi han begyndt at grine, da besværgelsen jo var en kilde besværgelse og Tavis var ret kilden. Derfor kunne han heller ikke styre sin stav rigtig, hans hånd skælvede" Diffindo" mumlede han, dog grinende imens staven svingede fra side til side, og dermed gjorde besværgelsen en anelse farlig, fordi den ikke var kontrolleret. Men det havde været den eneste han lige var kommet i tanke om. Det gjorde ondt i mavemusklerne at grine så meget, og han følte sig latterlig, men han havde ikke haft nogen chance, en håbede at besværgelsen han lige havde set afsted, måske kunne få manden til at bruge noget andet imod ham, Tavis krympede sig let sammen, fordi maven brokkede sig over alt det grineri.  

[Deleted]

Levi var godt klar over, at Siors også havde haft fat i denne dreng. Men ret ville vist være ret at sige, Siors nærede endnu mindre mishag over for ham, end Levi gjorde. Men nu havde Siors vist også haft fat i ham noget mere, end Levi havde. Levi havde jo kun været så uheldig at skulle have med drengen at gøre i timerne, mens Siors så til gengæld havde fået vandæren af at skulle døje med ham stort set alle andre steder.
At det allerede stod klart far begyndelsen, at denne dreng ikke havde den ringeste chance for så meget som at forsvare sig mod Levi, stoppede ham ikke for at give ungen en lærestreg. Han var ikke så blid som sin fætter, når det kom til uvårne elever. Hvis der var problemer, så skulle de enten løses eller stoppes på den ene eller den anden måde, og Levi havde efterhånden erfaret sig, at den eneste måde at få sat uromagere som Cooper på plads var at vise dem godt og grundigt, hvem, der bestemte. Disse fysiske afstraffelser, der ligeledes lærte eleverne hvor smart, det egentlig var ikke at følge med i timerne var oftest det, der virkede bedst. Drenge på hans alder og med hans sind havde nemlig en form for primitiv tankegang, der gjorde, at det eneste, de havde respekt på var metoder som disse. Og det her var heller ikke for sjov, for Levi var ikke bange for at tage disse metoder i brug.
Da drengen var blevet ramt, af en eller flere vidste han ikke, stoppede Levi op. Han afværgede hurtigt en besværgelse, der kom flyvende i hans retning med en protego, hvorefter han rettede staven imod drengen, der blot lå forsvarsløst på jorden og kastede en Paralysicus Totalus imod ham, så han for alvor kunne se, at han allerede havde tabt kampen. Alt hvad han foretog sig i denne duel foregik non-verbalt, da det var sådan, det burde gøres. Det var sådan man bedst kunne komme udenom sin modstander, og med denne drengs niveau, så var Levi udmærket klar over, at han ikke mestrede dette. Det var blot for at vise ham, hvem det egentlig var, han havde været dum nok til at lægge sig ud med.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis faldt til jorden, da endnu en besværgelse ramte ham og slog hans ben væk under ham, så han lande tungt på de hårde sted. Han var træt af alt, selv endda livet men han kæmpede imod, den stemme der sagde i hans sind at han intet var værd, at hans forældre med vilje forlod ham, og at igen elskede ham. stemmen var lokkende, det ville være så nemt bare at tro på den, men han vidste at hans kæreste elskede ham, nok mere end omvendt men det var stadig en person, og Bill elskede ham nok også selvom han ikke viste det. Han mærkede en smerte fra sin skulder, efter faldet men han sagde intet, men hans øjne talte hvis nok for ham. Hans blik var fyldt med had, ikke kun had til Professoren som igen chance gav ham, men had til alt, hvad der ødelagde hans liv. Tavis trak vejret tungt, imens han hold øje med ham, skulle lige til at prøve at rulle væk. Da en besværgelse ramte ham, og hele hans krop gik i lås, så han nu intet andet kunne gøre end at stirre op i luften. Han kunne ikke engang sige noget, så for engang skyld kom der ikke flabet kommentarer fra ham, ikke engang beklagelse, for han kunne ikke få et ord sagt. Han følte sig dum som han lå der, ude af stand til at kunne gøre noget, han var ikke ligepludselig så sej, når han ikke kunne slå fra sig med vold eller ord. Han vidste at han fra nu af hade denne mand, mere end han hade hans fætter, som dog også var en plage. En mand som Tavis ofte havde æren af at snakke med, selvom han ikke ønskede den ære. Det var som om alt personalet var imod ham, og det hjalp heller ikke at han havde snakket med rektor, og endte med at gøre opmærksom på hans tilstedeværelse, hun ville sikkert ikke blive glad, hvis Wolf fortalte om deres eftersidning sammen. Tavis stirrede vredt op, ventede på hvad manden nu ville stille op.

[Deleted]

Da drengen blev låst fast til sin egen krop, sendte Levi da en non-verbal afvæbnebesværgelse afsted imod ham, som han ikke havde mulighed for at kunne undgå i hans nuværende position, så da staven fløj ud af modstanderens hånd, havde Levi lidt automatisk vundet. Han gik hen for at samle drengens stav op, hvorefter han rettede sin egen imod ham igen og sendte en finite i hans retning, så han ville kunne bevæge sig igen. Han gik derefter selv hen til ham og rakte sin frie venstrehånd ned mod ham for at hjælpe ham op.
"Skuffende taget i betragtning af, at du mente, du åbenbart var god nok til at misse en hel time omkring det her emne." Han rakte drengen hans stav tilbage, hvorefter Levi selv hævede sin egen og bakkede væk til en passende afstand at starte en duel på. "Du er ikke færdig her, før jeg har fået bare en smule modstand. Og hvis du vil have noget, der bare ligner en chance denne gang, så må du hellere spille efter reglerne."
Med øjnene fast rette mod drengen, bukkede han sig forover og rettede sig op igen. "Først bukker vi," sagde han og hævede derefter sin tryllestav imod Cooper. "Og så tæller vi begge sammen. Vi begynder efter et og ikke før, er du med?" Han havde dog ikke den store tillid til, at drengen ville overholde denne regel, så han var klar til at forsvare sig mod en tyvstart fra sin modstander. Han havde jo bevist lige før, at han ikke just var til at stole på, når det kom til det der med at overholde reglerne, og alle Levis ulve-instinkter var i spil, når han duellerede, hvilket også gav ham en fremragende reaktionsevne, når han var ikke videre bekymret for, hvad drengen kunne finde på at gøre. Specielt ikke efter, han også netop havde demonstreret, at hans evner heller ikke just var de bedste. Det var et godt forsøg af en, der aldrig havde fulgt med i en eneste time om det her. Men det betød ikke, at han ville have den ringeste chance mod Levi, der jo ikke kun underviste i faget, men også havde dyrket denne sport professionelt i ni år.
"... 3... 2... 1..."

[Tavis Lan Cooper]

Tavis mærkede sin stav, forlade hans hånd uden han kunne gøre det mindste, det var ikke ligefrem fordi han var glad for at andre rørte hans tryllestav. Da han endelig kunne bevæge sig, stirrede han vredt imod Professoren, men tog dog imod hans hjælp så han kunne komme op igen. Det var meget beder at stå op, end at ligge på de hårde sten. Tavis rette let på tøjet, men stoppede dog da manden snakkede til ham, men fnøs så køligt " har jeg sagt at jeg var god ? du kender ikke engang grunden til forsinkelsen "svarede han tørt, ikke fordi han havde haft en særlig god grund, men det havde faktisk ikke været med vilje at han kom for sent. Grunden havde været, at han havde tilbragt sin spisepause i ugleriget, men havde først set på klokken da det var gået op for ham, at timen var begyndt og han havde løbet så hurtigt han kunne, men der var lang vej. Tavis tog imod sin stav, og knyttede den i sin hånd, det var rart at have den igen, han hævede let et øjenbryn af manden som åbenbart ville kæmpe igen. Tavis stirrede kort på ham, skulle han bukke for den mand? han rystede dog let på hoved før han tog sig sammen. Han ville bevise at han ikke bare var et nul, men at han rent faktisk kunne bruge sin stav. Tavis bukkede så for ham, hvorefter han rette staven imod ham og nikkede, nu skulle han vise sig. " 3...2..1" svarede han tydeligt, hvorefter han allerede var klar og sendte en lammer afsted efterfulgt af "Levicorpus" som han havde læst om et eller andet sted, skulle hænge folk op i anklerne, han var dog ikke sikker på om den hørte til reglerne. Han skubbe en tot hår om bag øret, imens hans stilede sig klar, til at afværge hvad en der måtte komme imod ham, med protego. Denne kamp skulle ihvertfald gå bedre end den anden, han ville helst ikke ende på jorden igen. Tavis øjne var koncentreret rettet imod manden, et skævt smil gled over hans læbe, imens han stod klar, og hans hjerne prøvede at huske en besværgelse som han kunne bruge bagefter. Man kunne se at knægten, havde taget sig sammen denne gang, og at hans kolde attitude lige nu var skubbet væk, for at kunne holde fokus. Lige nu var han mere sig selv, end han plejede at være så dette var en ny side af ham, en side der viste at han kunne være seriøs.  

[Deleted]

Levi himlede blot med øjnene over drengens ringe forvsars-kommentar. "Men du mener tydeligvis, du er god nok til ikke at skulle lære mere om det," påpegede han, da dette jo endnu ikke gjorde op for, at drengen var dukket op så langt inde i timen, at den stort set var færdig. Og så havde han i øvrigt ikke foretaget sig noget som helst andet end at modtage eftersidningen, da han endelig var dukket op. "Du har været forsinket så mange gange, at jeg ikke behøver høre nogen dårlig undskyldning for det," tilføjede han, da drengen åbenbart mente, at han havde haft sig en god grund til det. Men uanset hvad det var, så ændrede det ikke på det faktum, at det langt fra var første gang, knægten var kommet for sent. Levi ville ellers helst undgå at straffe eleverne med andet en det ydmygende i at blive pillet ned med spydige kommetarer af sin lærer. At trække point fra kollegierne havde han heller ikke benyttet sig af endnu, men eftersidningerne kom eleverne også oftest tilbage med en grum oplevelse fra. Det var nemlig altid ting som disse, de i sandhed ikke havde lydt til at oplevet igen, de blev udsatte for.
Levi stod denne gang stille, som drengen sendte sit første angreb afsted. Han afværgede den dog igen med det samme i form af en non-verbal Protego, men bevægede sig endnu ikke, som han havde gjort det før. "Bedre end før, men du bliver nødt til at være mere fokuseret, hvis du vil have bare den mindste chance for at få fri i aften. Tænkt dine træk igennem, Cooper," beordrede Levi, hvorefter han igen løb til siden, men denne gang stoppede han efter få meter, hvor han med jævne mellemrum havde skudt lammere efter ham, så han havde en chance for at kunne afværge dem, hvis han var i stand til det. Men så venlig ville Levi ikke være hele aftenen, hvis ikke knægten havde tænkt sig at tage imod denne ekstra undervisning, som han nu var så heldig at få. Så ville det bare gå ham som i første forsøg. På dette punkt var det langt mere end taktisk afstraffelse end som så. Hvis drengen lyttede efter og tog imod rådene, så ville han indhente det forsømte fra timen. Hvis han var trodsig og fortsatte uden at tage imod fornuft, så ville han få sig en oplevelse, så han sandelig ikke ville ønske sig at komme til eftersidning hos denne professor igen.

[Tavis Lan Cooper]

Tavis fnøs let, af mandens ord og mangel på forståelse efter Tavis mening, han havde da ikke gidet og deltage når han aflivelet fik en eftersidning. Han hævede det ene øjenbryn " jeg er sgu ikke kommet for sent, hos dig før denne gang"svarede han koldt, dog havde han kommet forsent til mange andre timer men ikke hos denne professor. Måske fordi han godt kunne lide faget? dog havde han aldrig været den store fan af professoren, og desuden havde han jo enlig ikke afleveret en eneste lektie igennem sin skolettid, og i timerne var han heller ikke den som rakte hånden op og ville høres. Nej Tavis fandt man altid sidende bagerst i lokalet, med bene op op bordet og armene ommebag nakken, imens han holdt øje med timen eller snakkede med sin sidemand. Men på en eller anden måde, lykkes det altid Tavis at bestå sine eksamener, nogle rygter gik på at han snød, men det var dog ikke sandheden. Han bemærkede hvordan professoren undgik hver en besværgelse, og han vidste at han langt fra ville vinde, men han måtte kæmpe videre. Tavis hørte mandens ord, nikked let for det lød som en god ide, og han prøvede da også at udtænke et træk. Men det der med at multiratske var måske ikke hans bedste ting, men han prøvede da i det mindste. Tavis sprang til siden, kastede en protego for at undgå mandens lammer som kom styrtende imod ham, før han så selv sendte lammer tilbage, sprang et skridt til siden kastede flere, løb så frem imod ham"Aguamenti" mumlede han, og en stråle af vand skød imod professoren imens Tavis trak sig bagud igen. Stillede sig klar, til at forsvare sig selv igen, så godt som overhoved muligt, en let perle af sved havde fundet sin plads på panden, og varmen havde da også bred sig i hans krop. Han var da også en smule træt efterhånden, men han vidste ikke hvor lang tid at Professoren ville holde på ham, men han ville ihvertfald gerne snart i seng og sove. Og det ville nok ikke blive nemt at komme op dagen efter, hvor han rent faktisk skulle have professoren igen, selvom han enlig ikke orkede at være mere sammen med ham. Tavis sendte endnu en lammer afsted, og var klar til at forsvare sig selv når manden angreb. Han hånd med tryllestaven blev da også mere svedig og fik ham til at stramme grebet for ikke at tabe den. Hans øjne var fuld ud rettet imod manden overfor ham. T

[Deleted]

"Men du har været fraværende nok i timerne til, at du ligeså godt kunne være blevet væk," Gav han igen. Han var ragende ligeglad med, hvad drengen nu selv syntes kunne retfærdiggøre situationen, for der var ingen god undskyldning, han kunne komme med, der ville gøre det okay at være kommet for sent. Og da bestemt ikke, når han aldrig foretog sig andet end at være til besvær. Selvfølgelig vidste Levi godt, at drengen boede i plejefamilie, det var han informeret om, men det var ingen god undskyldning for at opføre sig på denne måde. Det ville være synd at sige, at hans fortid havde været den rene dans på roser. Han havde jo trods alt også være i plejefamilie, og generelt haft problemer hjemmefra. Men han havde aldrig været en møgunge på den måde. Han havde været sur og bitter og havde ikke ønsket nogen medlidenhed, men det var ikke fordi, han ikke fulgte med i timerne eller noget som helst. Han var jo endda endt med at vinde kollegiepokalen, og han var jo gået ud med et fremragende gennemsnit. Han havde været god til at gå i skole, selvom han havde hadet alt og alle.
Levi parrerede lammeren med en protego, hvorefter han førte staven til højre med en skarpbevægelse, og vandet fløj omgående i samme retning og endte ud over en mur. "Bedre, men ikke godt nok," sagde han med en næppe synligt nik. Selvom han var en streng professor, så roste han på den anden også, hvis det var fortjent. Men der skulle så også noget af en indsats til, før det var godt nok til den slags. "Brug nogle mere egnede besværgelser," rådede han derefter, da sådan noget som aguamenti ikke just ville hjælpe ham i en duel, men bare ville gøre modstanderen våd, hvis den ramte. Jo, måske på andre teenagere, der gik åh, så højt op i deres beklædning og udseende ville den være effektiv. Men på en så erfaren duellist som Levi, så ville den på ingen måde havde den ønskede effekt. Og så var det jo selvfølgelig også det der med, at det var en langsom og tydelig besværgelse, der nemt kunne afværges, som han netop selv havde gjort det.